Menneskesyn og fænomonologi

Vores menneskesyn udtrykker vores grundlæggende forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske, og derved også om hvilken etik vi vælger at rette os efter. Overordnet findes der to forskellige menneskesyn. Der findes det naturalistiske menneskesyn, som ser på mennesket som natur, og det humanistiske menneskesyn, hvor mennesket er mere end natur. (Birkler, 2009, s. 118)

Det helt centrale i det humanistiske menneskesyn er, at mennesket befinder sig i centrum af universet, og at det er ud fra dette, at verden skal forstås. Mennesket er altså langt mere end natur, og kan ikke splittes op, men skal forstås som en helhed, hvor krop og sjæl er uadskillelige. Mennesket har værdighed og fornuft, så hvis det enkelte individ har viden om det gode og det rigtige, vil fornuften lede ham til at gøre det rigtige. Ophavsmanden til denne ideologi var Sokrates (ca. 470-399 f.Kr.) og i 1948 blev der i FN's menneske-rettighedserklæring formuleret følgende:

'Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd'

Det humanistiske menneskesyn har altså været aktuel i næsten 2.500 år, og er det stadig.(Birkler 2009, s. 122-125)
Ved den naturalistiske tilgang forstås mennesket som et naturobjekt, der kan beskrives og forklares med fx anatomi og fysiologi. Tilgangen stiller sig tvivlende overfor mennesket som fornuftsvæsen, og mener i stedet, at mennesket er styrret af primitive instinkter, som kan forudsiges.

Som nævnt i det tidligere indlæg med Virginia Henderson, vil vi komme nærmere ind på Benner og Wurbels fænomonologiskt tilgang til individet. Henderson beskriver mennesket som unikt, og at alle mennesker har individuelle metoder  til at opfylde deres behov. B & W uddyber menneskets individueliltet ved at beskrive krop og sjæl som en sammenhængende organisme.

Benner og Wurbel benytter sig af en fænomonologisk tilgang i deres anskuelse af sygepleje. Det vil sige, at de kombinerer de to menneskesyn, da man ikke kan pleje og behandle mennesker uden at have kendskab til naturvidenskaben, ligesom man ikke kan pleje og behandle på mennesker uden at have en forståelse af, at mennesket er unikt og styret af egen vilje. Med andre ord anser de krop og sjæl som en helhed, og ikke adskilt som i den mekaniske tilgang, hvor fokus ligger på sygdommen og ikke patienten. De anser det enkelte menneskets situation som unik, foranderlig og uforudsigelig, hvilket vigtiggør at sygeplejersken ikke kun vægter det instrumentelle, men ligeledes vægter dialogen med patienten (Benner & Wurbel 2013). 
Overført til vores problemstilling vil det sige, at det er vigtigt at tage udgangspunkt i vores borgers personlighed og ikke blot sygdommen diabetes mellitus eller fænomenet mental retardering. Borgerens værdier og dagligdag fortæller langt mere om, hvordan hendes situation kan mestres.