Mental retardering

Definition på mental retardering:

Mental retardering er en forsinket eller mangelfuld intellektuel udvikling. Den opstår tidligt, og gør indlæringen svær. Mentalt retarderede vil ofte have svært ved at lære nyt og tilpasse sig i sociale relationer. Symptomerne kan være milde eller alvorlige afhængig af den specifikke lidelse. Mentalt retardere har en IQ på ca 70. En IQ på 70 er en let mental retardering, som svarer til en alder på ca. 9-12 år. Voksne med en IQ på 70 vil være i stand til at arbejde, have sociale forhold, og kan tage vare på sig selv/egenomsorg. Nogle bliver set på som træge fremfor mentalt retarderede. (Lægehåndbogen 2013).

Der er tre krav, i definitionen af mental retardering

1: Den intellektuelle funktion, skal være signifikant under gennemsnittet

2: Reduceret selvstændighed og social funktion i forhold til den aktuelle alder

3: Debut før det 18. år

(Lægehåndbogen 2013)

Symptomer:

Lav IQ

Manglende evne til at tilegne sig ny viden

Indlæringsbesvær

Tilpasningsvanskeligheder

Besværet motorik

Tilbageståenhed i evner og færdigheder

Begrænset social forståelse

Dårlig hukommelse

Årsager:

Lidelserne er ofte medfødte, og konstateres i barndommen eller tidlig ungdom. De mest almindelige årsager til mental retardering er kromosomfejl, arv, og iltmangel i forbindelse med fødsel eller som følge af skader – fx overgreb. 

Kommunikation med mentalt retarderede:

Mentalt retarderede har, ligesom alle andre, behov for at have indflydelse og medansvar for deres eget liv. Selvom de måske har meget lidt eller intet sprog, har de brug for at føle og opleve, at deres eget liv er godt, og de er noget værd. (Pedersen 2007 s. 12) Når man indgår i en ægte dialog med en mentalt retarderet styrkes selvtilliden og selvværdet. Den ægte dialog er, når den mentalt retardere føler medindflydelse og medansvar for eget liv. (Flindt Pedersen 2007, s. 13)

Ved den ægte dialog vil den mentalt retarderede føle sig mere tryg, hørt, tage flere initiativer, blive mere rolig, mere smilende og glad – og bedre til at være sammen med andre. Der vil komme nye ting frem, de vil selv tage kontakt, og man får et tættere forhold (Pedersen 2007, s. 17). Den mentalt retarderede har brug for, at blive mødt med tillid, fordi det udløser glæde, styrket selvtillid og en oplevelse af at være noget værd. Hvis de bliver mødt med mistillid udløser det mismod og en oplevelse af ikke at være noget værd, og de reagerer med, at trække sig ind i sig selv. (Pedersen 2007 s. 21)

Ved kommunikationen med mentalt retarderede skal man tale roligt, holde øjenkontakten, lade den mentalt retarderede få lov, tid og plads til at tale ud, give en besked ad gangen, ikke rette eller afbryde og ikke bruge ironi.

Hvis den mentalt retarderede tror på, at andre vil lytte og høre på dem, får de mere lyst til og mod på, at være medansvarlige og medbestemmende for deres eget liv. De får lyst til at lære, forandre sig og bliver bedre til at indgå i sociale sammenhænge. Hvis de tror, at deres meninger ikke er vigtige og ikke bliver hørt, vil de overlade det til andre at bestemme. Den manglende tro på sig selv, kan medføre at de reagerer aggressivt eller selvdestruktivt(Pedersen 2007, s. 47). Hvis selvværdet skal styrkes, skal den mentalt retarderede opleve, at de bliver anerkendt, som den de er, og som det unikke menneske de er (Pedersen 2007, s. 48).

Det menneskesyn og de værdier, man skal møde mentalt retarderede med er:

Respekt for den enkelte

Alle er unikke

Alle er værdifulde

Møde uden forbehold

Tillid

Ingen er ufejlbarlig

(Pedersen 2007 s. 76)

Dette er meget relavant at tage med i vores møde med vores borger. Vi vil møde hende med værdighed og skabe tillid. Under vores interview med hende, vil vi lytte aktivt, holde øjenkontakt og tale roligt. Vi forventer på den måde, at undgå at hun ser os som fremmede og 'farlige' og derved lukke af for samtalen. Vores forventning er at kunne skabe en god relation, og at borgeren føler glæde ved vores besøg.